Vi havde længe tænkt, at der manglede en fotokonkurrence, som ikke kun var for “de professionelle”, en fotokonkurrence, hvor alle dykkere uanset erfaring kunne deltage og have en mulighed for at vinde. Konkurrencen skulle derfor ikke nødvendigvis handle om at indsende det bedste undervandsbillede, men blot et billede, der var dykkerrelateret. Vi valgte bevidst, ikke at nedsætte et dommerpanel, men i stedet lade det være op til brugerne at afgøre hvilket foto, der skulle vinde konkurrencen. Ved hjælp af et computerstyret stemmesystem, kunne alle hver dag gå ind og stemme på deres favorit foto.
Skandinavisk konkurrence
For at tilføre lidt ekstra spænding løb konkurrencen af stablen i både Sverige og Danmark samtidigt på de respektive hjemmesider og sprog. Derfor er vinderne fordelt mellem de to lande baseret på antallet af stemmer.
Selvom Sverige har flere indbyggere og dykkere, var der både flere bidrag og stemmer på den danske hjemmeside, hvilket resulterede i at de fleste af præmierne blev tildelt danske deltagere. Måske er konkurrencelysten større i Danmark end i Sverige?























